12. feb 2018 KL 14:39

Jeg vidste ikke hvor dramatisk et neonatal-forløb er

Ergoterapeut Sofie Rifbjerg Frølunds oplevelse med at få en præmatur søn har siden formet hendes arbejdsliv. Nu holder hun foredrag for at give sin viden videre til andre ergoterapeuter – næste gang på en temadag hos EFS Børn og Unge.
Skribent: 
Clara Leck Bachmann
Foto: 
Martin Bubandt

Da Sofie Rifbjerg Frølund fødte en dreng på et kilo og blev indlagt på Rigshospitalets neonatalafdeling, blev hun overrasket over, at lille Arthur hver dag skulle have taget blodprøver under fødderne. Det overraskede hende også, at hun gerne måtte tage den lillebitte dreng op i sine arme, selvom han var tilkoblet seks forskellige slanger.

Sofie Rifbjerg Frølund er ergoterapeut ved Børneterapien i Gentofte, hvor hun blandt andet selv arbejder med præmature børn. Hun vidste derfor udmærket, hvad hun kunne forvente, da hendes fødsel gik i gang tre måneder for tidligt – helt præcist i uge 26+0. Men på trods af sin sundhedsfaglige baggrund var der meget, hun ikke kunne forberede sig på.

Derfor har hun siden fødslen for 3,5 år siden delt sin nye viden med kollegaer og andre ergoterapeuter. Den 28. februar fortæller hun på EFS Børn og Unges Temadag om præmature børn under overskriften ”Forældreperspektivet set med børneergoterapeutiske briller”.

Manglede indblik

- Alle ergoterapeuter ved, hvad barnet går glip af ved ikke at være inde i maven, men der er ikke mange af os, der ved præcis, hvad børnene bliver udsat for, når de bliver født for tidligt. Den for tidlige fødsel har en indvirkning på et umodent nervesystem, der ikke er klar til de stimuli, det lille menneske bliver udsat for uden for livmoderen. Man skal vide, at de stimuli kan være udslagsgivende i forhold til deres funktionsevner senere i livet, forklarer Sofie Rifbjerg Frølund.

For eksempel kan de mange blodprøver, de får taget under deres små fødder give dem sarte fodsåler, fordi blodprøvestikkene påvirker smertereceptorerne i fodsålerne. Det er sådanne små ting, man kun ved, når man selv har haft det tæt inde på livet.

Før Sofie Rifbjerg Frølund fik lille Arthur, var hun heller ikke rigtig klar over, hvor stort et indgreb i en families liv, det er at være indlagt med et for tidligt født barn.

- I dag kan jeg se, at jeg tidligere i mit arbejde som ergoterapeut manglede et indblik i, hvad forældre til de for tidligt fødte børn havde været igennem. Jeg vidste ikke, hvor dramatisk et neonatalforløb er. At man som forælder i den situation betragter hver dag som en gave. Følelsen af ikke at vide, om man får sit barn med hjem. At man ikke ved, hvad der sker i morgen. Det kan man slet ikke sætte sig ind i, hvis man ikke har mærket det på sin egen krop, siger hun. 

Ny kurs

Sofie Rifbjerg Frølund arbejder i dag anderledes som ergoterapeut, end hun gjorde før sin søns fødsel. Hun har taget erfaringerne til sig og bruger dem nu aktivt i sit arbejdsliv. For eksempel har hun i dag et større fokus på forældresamarbejdet. Hun er også blevet mere rummelig over for forældrenes bekymringer, fordi hun selv har oplevet, hvor bange man kan blive for, at der skal ske barnet noget.

- Det skaber en voldsomt tæt relation til barnet, at man ikke har været sikker på at kunne få lov til at beholde det. Det betyder, at frygten for, at der skal ske barnet noget, bliver kæmpestor, siger hun.

Hun deler sine erfaringer på temadagen, for at andre ergoterapeuter også kan blive klogere på, hvordan det er at være forældre til et for tidligt født barn. Hun vil desuden fortælle, hvad man især skal være opmærksom på i arbejdet med præmature børn.

Temadagen er onsdag d. 28. februar kl. 8.30 på Professionshøjskolen Metropol i København.

Faktaboks

  • En graviditet varer i gennemsnit 40 uger
  • Føder en kvinde før uge 37, er der tale om for tidlig fødsel
  • Føder en kvinde mellem uge 28-32, er der tale om meget for tidlig fødsel
  • Føder en kvinde mellem uge 24-27, er der tale om ekstremt for tidlig fødsel
  • Den nedre grænse for, hvornår et nyfødt barn er levedygtigt, er cirka 24 uger

Kilde: sundhed.dk

 

 

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.