17. maj 2018 KL 14:28

Første gang blandt kørestole, kugleveste og kunstige katte

Fagbladet Ergoterapeuten har sendt journalistpraktikanten ud til et virvar af kørestole, kugleveste og kunstige katte på messen Health & Rehab Scandinavia, hvor fagfolk og brugere bliver opdateret på de nyeste hjælpemidler.
Skribent: 
Clara Leck Bachmann
Foto: 
Jon Norddahl

Her er kæmpestort. Det er min første tanke. Min anden tanke er, at det nok var en fejl ikke at have taget en messeguide ved indgangen, for jeg kan overhovedet ikke finde rundt. Allerede efter fem minutter må jeg spørge om vej.

Det er første gang, jeg er på Health & Rehab Scandinavia, og det er mit første rigtige møde med hjælpemidler. De mange produkter er både fascinerende og overvældende: Kørestole til overvægtige, holdere til sugerør, toiletter, hvor brættet kan rejse sig, bamser med vægt i, cykler til armene, madrasser, der former sig efter kroppen og interaktive katterobotter, der reagerer, når man kæler med dem.

- Messen gør det muligt for både brugere og sundhedsprofessionelle at se hele udvalget af hjælpemidler samlet ét sted. Mange kommer også for at se det sidste nye på hjælpemiddelområdet, fortæller Beate Jarl, der er fagkonsulent i Ergoterapeutforeningen.

Det er i Bella Center den 15.-17. maj og messen selv kalder sig Danmarks største og førende event for velfærdsteknologi og hjælpemidler. I løbet af de tre dage fylder over 220 udstillere og mere end 240 faglige seminarer, events og workshops messehallerne på Amager.

Et virvar af mennesker

På de grønne løbere, der udgør gangarealerne rundt om de mange boder, er en konstant strøm af mennesker i alle afskygninger – med to ben, halvandet ben, et ben og ingen ben. Familier, kollegaer og dem, der kommer alene. Klædt i sommerkjoler, gallakjoler, khakishorts, jakkesæt, fornuftige sandaler, klipklapper og stiletter.

En dreng har sat sig i en sækkestol med dens tunge fangarme om sig, de bare fødder på en skammel og næsen begravet i en jumbobog.

Et andet sted svinger en ung, handicappet mand i et reb højt over hovederne på os andre og råber ”Det er sjovt!”, mens hans nærmeste filmer.

Et tredje sted i hallen er der siddende motionstræning for kørestolsbrugere.

- Så bokser vi ud i luften! Kom så, I kan godt, råber instruktøren motiverende.

En mand uden ben bokser på livet løs med et kæmpe smil på læben. Han er iført en lyseblå fodboldtrøje og har en rød ballon på kørestolen. Da der endelig er pause, må han tage brillerne af for at tørre sveden af ansigtet, og han griber en brochure som vifte.

Den gode sælger

Årets nye hjælpemidler har fået deres egen stand. Ergoterapeuten, der kigger efter standen, kan godt forstå, at jeg er en smule rundforvirret på den propfyldte messe.

- Jeg blev også overvældet af de mange indtryk, da jeg var her første gang. Anden gang kunne jeg nemmere fokusere på det, der var vigtigst for mit fagområde, fortæller hun.

Et af de nye hjælpemidler på udstillingen er en seng, hvor man med et tryk på en knap kan løfte og dreje madrassen, så sengen fungerer som en sofa.

- Sådan én har jeg derhjemme, fortæller en mand i kørestol.

Han rækker mig en brochure om sengen. Han er ikke ansat af firmaet, men reklamerer for sengen simpelthen fordi, han er så glad for sin egen.

- Jeg kunne slet ikke få armene ned, da jeg fik den hjem, siger han.

Han kommer altid på messen for at se de nye produkter, og det har han tænkt sig at blive ved med:

- Jeg kommer på messen, indtil jeg ligger som en rosin og skal have mad gennem et sugerør, siger han.

Et villigt publikum

Dybere inde i virvaret af boder har en mand samlet sig et kvindeligt publikum.

- Nu skal I bare se løjer. Er der ikke én med en jakke på – hvad med dig, moster? Siger han og peger på en af kvinderne.

Hun rejser sig fra sin stol og stiller sig sammen med manden foran halvcirklen af publikummer. Manden holder en jakkepåtager i rustfrit stål. Den ligner mest af alt en knagerække, men udover selve knagerne, stikker to stænger med røde plastdutter vandret ud, og dem hænger manden kvindens jakke om.

- Nu hvor du allerede er i gang med at tage tøjet af, kan du jo demonstrere BH-påtageren bagefter, siger han kækt, og kvinderne griner.

Med jakken ophængt, kan kvinden let få armene ind i ærmerne og trække jakken om sig, også selvom hun lader som om, at hendes ene arm er lam.

- Hvor er det bare smart, udbryder en kvinde blandt publikum.

- Skal I også se mig tage bukserne af, spørger manden, der nu har fundet en buksepåtager frem.

Jeg når lige at høre kvinderne svare, at det kan de i hvert fald godt tåle at se, før jeg trasker videre.

En nødvendighed

En bod med spiserobotter fanger min opmærksomhed. En ske sat på en hvid robotarm fanger nogle frugtstykker på en tallerken og fører dem op til munden på en kvinde, der er i gang med at vise en gruppe, hvordan robotten virker.

Gruppen kommer fra Aarhus Kommune, fortæller manden ved siden af mig. Han er ergoterapeut og har i 14 år arbejdet med bevilling af hjælpemidler. Jeg spørger ham, hvorfor de har taget turen fra Aarhus til Amager for at gå på messe.

- Hvis jeg skal kunne bevillige de rigtige hjælpemidler til borgerne, er jeg nødt til at vide, hvad der er på markedet, siger han og fortæller, at han kommer hver gang der er messe netop fordi det er en nødvendighed. Af samme grund har hele 25 ergoterapeuter fra hans arbejdsplads i år fået lov at deltage.

Jeg takker ham for svaret og zigzagger videre mellem kørestole, servicehunde og ergonomiske kontorstole, før jeg finder messens udgang, fyldt op med indtryk og en hel del klogere på hjælpemidler.

Læs tema om hjælpemidler i det seneste nummer af fagbladet Ergoterapeuten