Hjem > Aktuelt > Nyheder > Virtual reality skaber livsglæde hos demensramte

Virtual reality skaber livsglæde hos demensramte

12. april 2018
Et virtual reality-besøg på barndommens bondegård eller i ungdommens studieby kan give glæde og livskvalitet til demensramte og hjælpe plejepersonalet i det daglige arbejde. Region Syddanmark har i over tre måneder testet potentialet i virtual reality til demensramte på fem plejecentre i Kolding Kommune.
Janni Vang og kollegaen Jesper Fage-Pedersen til arbejdsmøde.

- De klapper! Åh, hvor er de søde. Hvor ér de søde!

Synet af børnehavebørn i fuld vigør gør noget ved ”Elisabeth”. Hun er en lille, ældre dame med et glimt i øjet, der bor på et af Kolding Kommunes plejecentre. Hun lider af demens, og som følge af sygdommen mister hun løbende sine mentale evner.

Men ved synet af de små, søde børnehavebørn i en virtual reality-verden, bliver mange af ”Elisabeths” mistede evner vakt til live igen.

Et syddansk projekt med to ergoterapeuter i spidsen har undersøgt potentialet i virtual reality til demensramte på fem plejecentre i Kolding Kommune, og udfaldet har været positivt.

- Vi har set, at afprøvningen med virtual reality har stimuleret borgerne hukommelsesmæssigt og følelsesmæssigt gennem genkendelse af steder og minder fra tidligere oplevelser. Dette har været med til at påvirke borgernes humør og stimulere deres sprogfunktion, som ved seancerne er blevet øget og trænet gennem samtale med personalet, fortæller en Jannie Vang Nielsen, der er en af de ergoterapeuter, der står bag projektet.

En god oplevelse

Projektets formål er at gøre det muligt for demensramte at dykke ned i gamle minder, ved f.eks. at vise en bondegårdsfilm til en mand, der er vokset op på en gård. Mindet vil give ham en bedre forståelse for, hvem han er, og gøre det muligt for personalet at tale med ham om minderne. Det sociale aspekt er vigtigt, da social interaktion konsekvent identificeres som en hovedingrediens til at forbedre livskvaliteten hos ældre borgere.

I alt har 20 borgere med forskellige stadier af demens gennemført det 12 uger lange forløb. Da demens er en sygdom, der udvikler sig over tid, men aldrig bliver bedre, har det været svært at påvise en længerevarende positiv effekt. Det har dog været tydeligt for alle parter i projektet, at de demente har fået nogle gode stunder ved brug af virtual reality-brillerne.

- Det har givet borgerne et afbræk fra hverdagen på plejecentrene og har åbnet op for gode samtaler mellem borgerne og personalet, da filmene sætter tanker i gang hos borgerne og kan vække nogle minder til livs, fortæller Jannie Vang Nielsen.

En beboer levede sig så meget ind i det virtuelle univers, at hun efterfølgende kunne fortælle de andre beboere om en udflugt, hun havde været på engang, som filmen i brillerne havde mindet hende om.

Jannie Vang Nielsen oplevede også, at virtual reality kunne bruges til at nedtrappe eventuelle konflikter ved at berolige borgerne, eller vække liv i borgere, der ellers virkede indelukkede.

Projektet er gennemført af Region Syddanmarks Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi og Kolding Kommune i samarbejde med det private firma TakeawalkVR, der har fået støtte fra EU og Syddansk Vækstforum.

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.