Hjem > Aktuelt > Nyheder > TEMADAG: Jeg vil gerne skabe stjernestunder

TEMADAG: Jeg vil gerne skabe stjernestunder

3. april 2017
Når Maria Toma har deltaget i Etf’s temadag "Det gode liv – ergoterapi og demens", sker det ud fra et fagligt ønske om at blive skarpere på værktøjer, hun kan bruge i sit arbejde som ergoterapeut på et plejecenter, hvor hun arbejder med borgere med demens.
Demens
- Jeg glæder mig til at komme tilbage til ’mine’ beboere og trække på noget af den erfaring, som jeg har hørt andre mere garvede ergoterapeuter dele ud af i dag, siger Maria Toma, der har deltaget på Etfs' temadag om demens. Foto: Heidi Lundsgaard

- Jeg føler mig meget inspireret af de faglige oplæg, og det er fedt at mærke det faglige fællesskab, siger Maria Toma, der har taget turen fra Grenå, hvor hun arbejder på Plejecenter Violskrænten.

Maria er uddannet for 1 ½ år siden og ansat i sin første faste stilling. På plejecentret arbejder hun med ældre beboer, hvoraf en del er demente.

- Jeg kan jo se, at det giver dem stor glæde, at vi laver meningsfulde aktiviteter. Som ergoterapeut ved jeg, at jeg har de rigtige kompetencer til at skabe små klare øjeblikke og stjernestunder. En lille gåtur kan gøre en stor forskel, siger Maria Toma og fortsætter:

- Men en gang imellem synes jeg, at der er få for redskaber i min værkstøjkasse. Derfor er sådan en temadag helt rigtig for mig at deltage i. Jeg synes, kassen bliver fyldt lidt op med god viden.

Fagligt fællesskab og netværk
Det faglig fællesskab, som forener en temadag, som den Maria har deltaget i, betragter hun som et godt medlemstilbud.

- Jeg kan godt føle mig en smule ’fagligt isoleret’, og så er det en kæmpegevinst at deltage på sådan en dag, hvor kompetencer udvides, og der er mulighed for at netværke med fagfæller, der også holder af deres arbejde med at øge livskvaliteten for mennesker med demens.

Behovet for at arbejde evidensbaseret er også noget, der optager Maria Toma, og som hun ser dækkes ind i forhold til temadagens program.

- Jeg vil meget gerne have tungtvejende argumenter, hvis jeg skal foreslå nye initiativer og aktiviteter på min arbejdsplads. Det er – helt forståeligt – en nødvendighed, hvis det skal realiseres i praksis. Derfor er det også rart at få lidt mere indsigt på den front, siger Maria Toma, der selv har betalt for sin deltagelse i temadagen.

- Jeg glæder mig til at komme tilbage til ’mine’ beboere og trække på noget af den erfaring, som jeg har hørt andre mere garvede ergoterapeuter dele ud af i dag. Jeg håber, det vil vise sig, at jeg kan skabe lidt flere stjernestunder for de demente, siger Maria Toma, inden hun drager tilbage mod det østjyske. 

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.