Hjem > Aktuelt > Nyheder > Nyt tilbud skal hjælpe yngre demente

Nyt tilbud skal hjælpe yngre demente

13. maj 2015
Kolding Kommune iværksætter nyt træningstilbud til yngre demente borgere. Træningen skal foregå i det nye sundhedscenter, som kommunen har opført ved siden af sygehuset. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Demens
Der bliver taget udgangspunkt i den enkeltes interesse, når aktiviterne i Kolding Kommunes nye træningstilbud til yngre demente startes op efter sommeren. Foto: Colourbox

Nationalt Videnscenter for Demens har netop offentliggjort resultaterne af en stor undersøgelse, der viser, at moderat til hård konditionstræning kan mindske symptomer som irritabilitet, depression, uro, rastløshed og forstyrrelser i døgnrytmen hos patienter med Alzheimer i let grad. Også patienternes koncentrationsevne, kondition og fysiske funktion øges i takt med intensiteten og mængden af den fysiske træning.

Flere kommuner er allerede i gang med at iværksætte initiativer med træning til borgere med demens. Én af disse er Kolding Kommune, der forventer at starte første træningshold op efter sommerferien.

- Vi ved, at betydelig fysisk træning styrker hukommelsen og evnen til at udføre dagligdags funktioner, og dermed udsættes demens-følgevirkninger. Motion modvirker også f.eks. depression, som forværrer demens-symptomer. Derfor laver vi nu dette tilbud. Vi samarbejder med sygehuset og demenskonsulenterne, der er meget begejstret for vores initiativ. De vil informere om tilbuddet til de yngre demente, de kommer i kontakt med, siger lederen af træning og rehabilitering i sundhedscentret, Helle Mousing, der også er medlem af Ergoterapeutforeningens hovedbestyrelse.

Man ved, at demens rammer personer helt ned i begyndelse af 40’erne, og som er i den erhvervsaktive alder. Det betyder, at de ofte har en fysik, der gør, at de kan deltage i et intensivt træningsprogram. Det er den målgruppe, som Kolding Kommunes tilbud henvender sig til.

Fysioterapeut Tina Sølbeck Kretschmann og ergoterapeut Vibeke Bjærre Bruun er begge tilknyttede projektet og glæder sig til at komme i gang.

- Vi vil tage udgangspunkt i den enkeltes interesse, når vi skal planlægge træningen. Vi kan tilpasse aktiviteterne til, om man gerne vil løbe i skoven, spille bold, svømme i Slotssøbadet eller noget helt fjerde. Det er helt klart vores forventning, at tilbuddet vil opleves positivt af både den demente og de pårørende. Det er altid lettere, at være sammen med ligestillede og på sundhedscentret kommer alle. Det er et større skridt at skulle ind på et plejecenter første gang, udtaler terapeuterne til Ugeavisen.

Fysioterapeuterne skal stå for træningen, mens ergoterapeuten skal lave besøg i borgernes hjem og hjælpe dem til at gøre motion og træning til en del af hverdagen.

I Ergoterapeutforeningen glæder man sig over initiativet i Kolding.

- Det er præcist den type tiltag, der giver mening og kvalitet i den demente borgers liv. Relationer bevares og nye vil opstå. Det er vigtigt ikke bare for den demente, men også de pårørende. Når det så også viser sig, at træningen har en positiv indvirkning på - en i dag uhelbredelig sygdom - er det mere end glædeligt, siger Lene Barslund, næstformand i Etf.

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.