Hjem > Aktuelt > Nyheder > Ny aftale om 150 rehabiliterende pladser i psykiatrien

Ny aftale om 150 rehabiliterende pladser i psykiatrien

10. april 2017
I fredags blev der indgået en bred politisk aftale om rammerne for 150 rehabiliterende psykiatriske pladser i behandlingspsykiatrien, der retter sig mod en særlig gruppe udsatte borgere med svære psykiske lidelser, misbrug og en udadreagerende adfærd.

Ergoterapeutforeningen er tilfreds med, at der undervejs i den langstrakte proces er blevet lyttet til kritikken fra patient- og de faglige organisationer.

- Aftalen er et skridt i den rigtige retning, og jeg er glad for, at partierne bag aftalen har lyttet til os. Den aftale, vi står med i dag, er en klar forbedring i forhold til de tidligere forslag til aftaler, siger Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen, som fredag deltog i et politisk dialogmøde om aftalen på Christiansborg med sundheds- og socialministeren samt partiernes sundheds- og socialpolitiske ordførere.

Hun er særligt glad for, at psykiatriloven er fundamentet, hvis der skal bruges tvang, da det øger patientsikkerheden. Derudover er hun glad for, at der lægges vægt på en længerevarende rehabiliterende behandling, som skal forbedre patientens helbred, behandle misbrug og forbedre patientens evne til at mestre hverdagen.

Det bekymrer dog stadig Tina Nør Langager, hvorvidt borgerne reelt kommer til at opsige deres bolig, når de skal indlægges på de nye afdelinger. Det står endnu ikke klart, da lovforslaget ikke er offentliggjort endnu.

Etf følger arbejdet

Ergoterapeutforeningen vil følge etableringen af de 150 rehabiliterende pladser tæt.

- Det er afgørende, at ambitionen om en tværfaglig indsats og behandling, recovery, rehabilitering, værdighed og tryghed indfries, som bærende elementer. Faglighed og sikkerhed skal gå hånd i hånd, og derfor er en bæredygtig normering også vigtig, siger Tina Nør Langager.

Hun peger på, at Ergoterapeutforeningen bakker om regionernes forslag om, at der udarbejdes en psykiatriplan 2.0.

- For der er stadig meget arbejde, der skal gøres for at sikre en sammenhængende psykiatri, siger Tina Nør Langager.

Læs mere

 

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.