Hjem > Aktuelt > Nyheder > Ledelseskommission ønsker borgerne i centrum

Ledelseskommission ønsker borgerne i centrum

12. juni 2018
Borgerne skal sættes i centrum, politikerne skal blande sig mindre i detaljer og der skal mere tydelig ledelse af de fagprofessionelle medarbejdere. Sådan lyder tre af anbefalingerne fra regeringens Ledelseskommission, som i dag offentliggjorde deres rapport med i alt syv anbefalinger til, hvordan man kan udvikle og få bedre ledelse i den offentlige sektor.

Ergoterapeutforeningen kan se flere fornuftige perspektiver i Ledelseskommissionens anbefalinger, som bliver en del af de drøftelser om sammenhængsreformen, som innovationsminister Sophie Løhde indkalder til efter sommerferien. 

- Jeg er helt enig i Ledelseskommissionens fokus på at få borgerne i centrum. Det er et godt udgangspunkt for de videre drøftelser. Udgangspunktet med borgeren i centrum er ikke ny og særligt ikke i det ergoterapeutiske paradigme, men derfor kan det fælles fokus godt skærpes. Der er dog ingen lette løsninger. Vi skal arbejde bedre sammen på tværs - så tror jeg på, at vi kan få skabt et godt grundlag for bedre ledelse i den offentlige sektor, siger Lotte Lagoni, næstformand i Ergoterapeutforeningen.

Hun peger dog på, at det kræver et opgør med økonomisk kassetænkning og forvaltningsmæssig silotænkning, hvis borgerne skal i centrum, og der for alvor skal kunne ledes på tværs af forvaltninger og sektorer.

Politikerne skal have tillid

Udover at borgerne skal i centrum anbefaler Ledelseskommissionen også, at politikerne skal have tillid til ledelse og undgå detailregulering. Det er en vurdering, som Etf til fulde deler.

- Enkeltsager får desværre alt for ofte lov til at sætte dagsordenen for styringen af den offentlige sektor og har ført til et hav af regler. Det tager tid fra kerneopgaven og personaleledelsen, siger Lotte Lagoni.

Det undrer dog Lotte Lagoni, at kommissionen har valgt at slå ned på SU/MED-systemet som et område, hvor der skal fjernes regler.

- Jeg ser MED-systemet som en del af løsningen, når den offentlige velfærd skal udvikles. For eksempel bliver det brugt som omdrejningspunkt for at udvikle kerneopgaven i både landets største forvaltning, Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune og i Syddjurs Kommune, siger Lotte Lagoni.

Baggrund

Ledelseskommissionen blev nedsat af regeringen i foråret 2017, og dens arbejde har været at kortlægge og analysere offentlig ledelse og komme med konkrete anbefalinger, der kan styrke kvaliteten af offentlig ledelse i fremtiden. Helt konkret skal arbejdet bruges i den reform af den offentlige sektor – Sammenhængsreformen – som regeringen ventes at lancere til august.

Ledelseskommissionens syv overordnede anbefalinger

  1.        Borgeren skal i centrum.
  2.        Politikerne skal have tillid til ledelse.
  3.        Samarbejdssystemet skal forenkles.
  4.        Forvaltningscheferne skal lede driften og udviklingen af driften.
  5.        Ledere skal sætte retning.
  6.        Ledere skal sætte hold.
  7.        Ledere skal udvikle sig.

Læs mere om Ledelseskommissionens anbefalinger her.