Hjem > Aktuelt > Nyheder > Ergoterapeuter skal hjælpe borgere ud på arbejdsmarkedet

Ergoterapeuter skal hjælpe borgere ud på arbejdsmarkedet

10. april 2018
Ergoterapeutforeningens Region Øst inviterede den 9. april til et fagligt arrangement, der blev afholdt i samarbejde med Ergoterapeut Studerendes råd. Her fortalte fire ergoterapeuter om deres forskellige jobs på beskæftigelsesområdet.

Af Clara Leck Bachmann

Mandag den 9. april holdt Region Øst fagligt temamøde om ergoterapeuter på beskæftigelsesområdet i samarbejde med Ergoterapeut Studerendes Råd. Regionsformand Åse Munk Mortensen fortæller, at formålet med arrangementet var at inspirere ergoterapeuter til at søge jobs inden for beskæftigelsesområdet, fordi ergoterapeuter her kan bidrage med en masse.

- Ergoterapeuter kan dekomponere aktiviteter og kigge på, hvor filmen knækker for borgeren. Hvor en læge i højere grad analyserer borgerens aktivitetsniveau ud fra, om de kan udføre aktiviteten eller ej, ser en ergoterapeut på, hvor godt eller dårligt de kan udføre aktiviteten og arbejder ud fra det, siger hun.

Kan ikke holde datter i hånden

En af ialt fire oplægsholdere var Sif Meyhoff Nissen, der arbejder på Næstved Ressourcecenter.

- Det overordnede mål er altid at bringe borgeren tættere på arbejdsmarkedet. Men nogen gange er målet at beskrive en borger så grundigt, at der kan træffes en afgørelse, siger hun.
Hun fortalte om en kvindelig borger, der har fået to frosne skuldre og har kroniske smerter i brystryggen og lysken. Kvinden har en følelse af, at der altid sidder en kniv i ryggen på hende.

Smerterne i venstre hånd og arm er så slemme, at hun udelukkende bruger højre arm, der dermed bliver overbelastet.

- Hun har så ondt, at hun ikke kan holde ud at holde sin 4-årige datter i hånden, fortæller Sif Meyhoff Nissen.

Hun brugte ADL og AMPS til at vurdere kvindens aktivitetsformåen, og begge resultater så skidt ud. Derefter lavede hun en dybdegående udførelsesanalyse, hvor hun på klokkeslæt noterede, hvordan kvinden udførte en arbejdsopgave. Kvinden skulle åbne sin computer, og kun seks minutter inde i forsøget måtte de afslutte, da kvinden fik voldsomme smerter og skulle kaste op.

Sif Meyhoff Nissens aktivitetsanalyse var med til, at kvinden fik tilkendt førtidspension.

Vi ser det hele menneske

Efter hvert oplæg var der mulighed for at stille spørgsmål. Spørgsmålene gik som oftest på hvordan det, oplægsholderne arbejder med, er ergoterapeutisk.

- Jeg oplever, at vi ergoterapeuter kommer bedre rundt om borgeren. Jeg spørger ikke kun ind til det, der er arbejdsrelateret. Jeg spørger også ind til, hvordan de sover om natten, og om de kan støvsuge uden smerter, fortæller Tina Grevsen, der arbejder i Jobcenter København.

Hun bakkes op af Regionsformand Åse Munk Mortensen.

- Hvis vi skal have alle dem med problemer tilbage på arbejdsmarkedet, skal vi kigge på det hele menneske, og det er netop det, som ergoterapeuter kan bidrage med. Vi skal holde den ergoterapeutiske kniv skarp og gå ind på arbejdsområder, der er lidt atypiske, da vi her kan være med til at øge kvaliteten med vores ergoterapeutiske kompetencer, siger hun.

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.