Hjem > Aktuelt > Nyheder > Bachelorpris til hjemløseprojekt

Bachelorpris til hjemløseprojekt

10. september 2014
Jette Kae Rosendahl og Rachel Møllers praktikophold på Esbjerg Forsorgshjem gav inspirationen til at undersøge hjemløses hverdagserfaringer i deres bachelorprojekt fra UC Syddanmark i juni 2014. Resultatet blev i dag belønnet med Etf's Bachelorpris, som blev overrakt på Health & Rehab-messen i Bella Centret i København.
Jette Kaae Rosendahl (tv.) og Rachel Møller (th.) har netop modtaget efterårets velfortjente bachelorpris for deres projekt "Borger uden bolig". Foto: Henrik Frydkjær

Skribent: Karen Kjærgaard

- Det er bare en kæmpestor anerkendelse og rart at have på sit CV, når man skal søge job. At vi får prisen gør også, at vi kan formidle vores budskab på en god måde, som ergoterapeuter og andre med interesse for området forhåbentlig kan bruge, siger Rachel Møller.

Projektet ”Borger uden bolig” er et kvalitativt studie om hjemløses hverdagserfaringer og disses betydning for den ønskede fremtid - set ud fra de hjemløses perspektiv. Studiet bygger på interviews med fem hjemløse og observationer på forsorgshjemmet samt analyse og perspektiveringer af hverdagserfaringer og aktivitetsproblematikker.

I kåringen af projektet er der lagt vægt på opgavens konstruktive brug af de praktiske erfaringer fra praktikperioden og den refleksive, inkluderende tilgang til de hjemløse. Der er også ros til de fornuftige og relevante perspektiver, som kobles til både en ergoterapeutisk og samfundsrelevant kontekst.

Læs selve bachelorprojektet

Etf uddeler prisen på baggrund af indstillinger fra ergoterapeutuddannelserne.