Hjem > Aktuelt > Nyheder > Åbne offentlige data fra Hjælpemiddelbasen

Åbne offentlige data fra Hjælpemiddelbasen

27. juli 2018
Socialstyrelsen stiller fra 1. september 2018 data fra HMI-basen gratis og åbent til rådighed for både borgere, kommuner og virksomheder. Det er data, der før har været omfattet af en betalingsordning.

Regeringen og KL har her i juni indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2019. Et af elementerne i aftalen er, at data fra Hjælpemiddelbasen (HMI-basen) fremover stilles gratis og åbent til rådighed for kommuner, borgere og virksomheder. Hjælpemiddelbasen drives af Socialstyrelsen.

Det fremgår af Socialstyrelsens hjemmeside. Styrelsen arbejder på at have en løsning parat allerede pr. 1. september 2018.

Hvad kan Hjælpemiddelbasen bruges til?

Hjælpemiddelbasen indeholder oplysninger om mere end 68.000 hjælpemidler og ca. 1.150 forhandlere af hjælpemidler. Der er bl.a. beskrivelser af hjælpemidlerne, oplysninger om produkternes tekniske specifikationer, prøvningsoplysninger, priser og kontaktoplysninger til forhandlerne.

Alle, herunder borgere, har hele tiden kunnet søge frit i databasen. Herudover har kommuner mod betaling kunnet abonnere på filer med data fra basen. Filerne har kommunerne bl.a. kunnet bruge som et administrativt værktøj i deres eget arbejde på hjælpemiddelområdet, fx som basis for lagerstyring på hjælpemiddeldepoter og i andre sammenhænge, hvor der kan være behov for et lokalt overblik over typer af hjælpemidler.

Det er disse datafiler, der nu bliver frit tilgængelige for alle interesserede. Der er ikke tale om data om fx brugernes søgninger.