Hjem > Aktuelt > Nyheder > 110 høstede ny viden om dysfagi på Hammel Neurocenter

110 høstede ny viden om dysfagi på Hammel Neurocenter

3. november 2017
Den nyeste viden om behandling af børn og unge med synke- og spiseproblemer var i fokus, da Hammel Neurocenter fredag holdt temadag om dysfagi.
Dysfagi
110 ergoterapeuter fra hele landet deltog i temadag om børn og unge med spise- og synkeproblemer på Hammel Neurocenter. Temadagen var arrangeret i samarbejde med de ergoterapifaglige selskaber EFS børn og unge og EFS dysfagi. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt.

Hvordan hjælper vi bedst børn og unge med spise- og synkeproblemer? Det spørgsmål var 110 ergoterapeuter fra hele landet fredag taget til Hammel for at få svar på. Her holdt Hammel Neurocenter nemlig temadag om dysfagi i samarbejde med de ergoterapifaglige selskaber EFS børn og unge og EFS dysfagi.

- Vi har valgt at sætte fokus på undersøgelse og behandling af børn og unge med dysfagi, synke- og spiseproblemer, fordi det giver nogle helt særlige problemstillinger og udfordringer at arbejde med den helt unge patientgruppe, forklarer Annette Kjærsgaard, der er forskningsansvarlig ergoterapeut på Hammel Neurocenter.

Eksempelvis skal ergoterapeuterne også være opmærksomme på samarbejdet med forældre og institutioner, når det handler om at hjælpe børn og unge. Og samtidig kan forståelsesrammen være anderledes, og nogle af færdighederne skal måske leges ind i stedet for at blive forklaret mundtligt eller undersøgt på traditionel vis.

Dagens program bestod af seks forskellige oplæg af Danmarks eksperter inden for området, ligesom der også var besøg af F.O.T.T.-instruktør og ergoterapeut Barbara Elferich fra Tyskland. Samtidig rummede dagen også praktiske workshops, mulighed for erfaringsudveksling med kolleger på andre institutioner og inspiration fra hjælpemiddel-industrien.

- Som kompetencecenter for øvre dysfagi ser vi det som en af vores fornemste opgaver at udbrede nyeste viden om og erfaringer med opsporing, undersøgelse og behandlingsmetoder. Og samtidig er en temadag en god anledning for de forskellige ergoterapeuter til at udbygge deres faglige netværk, siger Annette Kjærsgaard.

Hun glæder sig over, at de mange deltagere nu kan tage den nye viden med sig hjem og indarbejde den i hverdagen ved landets hospitaler, institutioner og kommuner.

Kommentarer

Det var en utrolig spændende dag med mange gode input til emnet set fra forskellige synsvinkler. Specielt var det dejligt at opleve, hvordan de forskellige koncepter understøtter hinanden! Vi kunne have brugt langt mere tid på workshops'ne. Alt I alt en god appetitvækker I forhold til kursusbehov og -ønsker!

Tilføj en kommentar

To prevent automated spam submissions leave this field empty.
Opdater Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Indtast bogstaverne, som du ser i billedet. Hvis du ikke kan læse dem, kan du generere et nyt billede ved at trykke på ikonet til venstre for billedet. Der er ikke forskel på store og små bogstaver.