Lederkonference 14. - 15. november 2017

TEMA: Disruption og Agil Ledelse På dette års lederkonference får du viden om begrebet disruption. Er det blot endnu et buzzword, eller er det noget du som leder i den offentlige sektor også bør forholde dig til? Du får også indsigt i begrebet agil ledelse: Hvad går det ud på? Nytter det? Og hvordan praktiseres det? Med tidens krav om at være ikke blot omstillingsparat, men omstillingsduelig og at kunne tilpasse en hver organisation til nye vilkår og rammer, får du inspiration og forslag til, hvordan du arbejder med agil ledelse.
Tirsdag 14. november 2017
09.30
Vingsted Hotel og Konferencecenter
Vingsted Skovvej 2
7182 Bredsten

 

Om konferencen

På årets lederkonference 2017 stiller vi skarpt på disruption og agil ledelse.
Den teknologiske udvikling kører for fuld skrue og skaber omvæltninger i både den private og den offentlige sektor, hvor det har betydning for ledelse og organisering, ydelser og services på sundhedsområdet.

Du inviteres derfor til to spændende dage med rig mulighed for at blive klogere på hvad disruption og agil ledelse betyder for dig som leder. Kom og hør dygtige eksperter, praktikere og forskere, som hjælper os med at gå bag om hypen, bringer begreberne ned på jorden og giver os et indblik i potentialer, faldgruber og trusler.

Dagene byder på oplæg og workshops og lejlighed til at netværke med lederkolleger og nye ledertalenter.

Arrangør

Danske Fysioterapeuters Lederråd og Ergoterapeutforeningens Selskab for Ledelse.

Om oplægsholderne

Tune Hein
Disruption sker også for din arbejdsplads. Faktisk er det i gang lige nu, siger Tune Hein. Tune er rådgiver i strategisk ledelse og forandring og ekspert i disruption. Han er uddannet på DTU, CBS samt IMD og har 18 år bag sig som leder. Han har også udgivet en række ledelsesbøger – senest Disrupt eller Dø!

Anders Colding-Jørgensen
Anders Colding Jørgensen er adfærdspsykolog, ekstern lektor på IT-Universitetet og tilknyttet Institut for fremtidsforskning. Han er ekspert på hvordan vores abehjerner håndterer mødet med den nye teknologi i form af fx kunstig intelligens, robotter og virtual reality og hvilken betydning den tiltagende digitalisering har for lederrollen.

Lotte Bøgh Andersen
Lotte Bøgh Andersen, der er professor ved Aarhus Universitet og medlem af ledelseskommissionen, er forsker i offentligt ansatte og deres ledere samt i private leverandører af offentlige serviceydelser. Hendes forskning er specielt fokuseret på betydningen af ledelse, motivation, incitamenter og professionelle normer for individuel og organisatorisk performance.

Bo Forsberg
Bo Forsberg, der er partner hos PS 4, har 20 års omfattende erfaring indenfor ledelse og forretningsudvikling - herunder 10 års erfaring i topledelse samt indgående erfaring fra professionelt bestyrelsesarbejde, såvel nationalt som internationalt. Bo arbejder med agil ledelse, som et svar på hvordan du som leder navigerer i disruption og digital.

Thomas Frank
Thomas Frank, der er leder af HR og Analyse i Hedensted Kommune, har en erhvervs-phD i offentlige ledelse og har hands-on erfaring med, hvordan en disruptiv tankegang, analyse, evaluering, innovation og data alt sammen kan bidrage til udviklingen af den offentlige sektor. Deleøkonomisk tænkning har bl.a. ført til at kommunen deler deres medarbejderbiler med borgerne.

Målgruppe

Ledere på alle niveauer samt ledertalenter.

Program

Se program her

Ved tilmelding vil vi bede dig vælge, hvilken workshop du ønsker at deltage i på konferencens 2. dag

Workshop I - Agil ledelse i hverdagen

Her vil Bo Forsberg fortsætte med emnet agil ledelse, men mere rettet mod hverdagspraksis og på hvordan man kan bedrive agil ledelse, også i mindre målestok. Du får input til, at påbegynde agil ledelsesinplementering direkte i din hverdag samt afprøve og tilpasse værktøjer til agil ledelse i forhold til din hverdag og dit behov.

Workshop II - Ledelse af velfærdsydelser ud fra en disruptiv tankegang

I Hedensted Kommune er de gået i gang med at gøre sig erfaringer med ledelse, der tager udgangspunkt i begrebet disruption og på, hvordan det kan spille ind på ledelse af velfærdsydelser.

På denne workshop vil Thomas Frank, der er leder af HR og analyse i Hedensted Kommune, fortælle om deres foreløbige erfaringer med at ændre den måde, de leder kommunen på. ” For en konventionel offentlig sektor, der er solidt plantet i traditioners tænkning, kræver det en bevidst designindsats, nye arbejdsgange og – ikke mindst – en reel holdningsændring, at tiltrække og indarbejde input fra andre virksomheder og fra slutbrugere.”

Workshop III - Ledelsesudfordringer, muligheder og dilemmaer ved udvikling af digitalt træningsudstyr

Udvikling af digitalt træningsudstyr foregår flere steder i landet. Et af dem er Hammel Neurocenter. På denne workshop vil overfysioterapeut Chris Hartmann og udviklingsterapeut Jim Jensen fortælle, hvordan de har grebet det an med fokus på ledelsesmæssige udfordringer og dilemmaer; organisatorisk, fagligt og økonomisk, de har stået i.

Tilmelding af andre faggrupper - kontakt venligst Trine Ipsen på ti@etf.dk, eller på tlf. 53364926